Info

lør. 20. aug.

18.00 - 20.30
Jazz- og Folkteltet i Dytmærsken
Entré: Gratis
Arrangør: Randers Musikfond

Et helt ”nyt” 2016-orkester med dybe rødder…..

Det har ikke været så svært at finde musikere til at spille traditionel, håndholdt New Orleans jazz, men det har straks været vanskeligere at finde på et navn til det nye orkester. Valget faldt på det meget enkle "Jazzerne" med tilføjelsen "- Fra Horsens".

Det er dog en tilsnigelse, for kun tre af orkesterets 6 musikere kommer fra selve Horsens. Der i blandt kapelmesteren og kaptajn på skuden Taus Houmøller på trompet. Han har overtalt 4 gamle og en nyere spillekammerat, til at påmønstre den swingende skude og starte en fælles sejlads over jazzens oprørte vande.
Som matros og bestyrer af tågehornet er Benny Bay Nielsen fra Horsens kommet med på trækbasun og ligeledes fra Horsens kommer den forholdsvis unge trommeslager og dermed maskinmester Thomas Møller. Fra Århus er påmønstret Oldermanden og banjospilleren Jens Henrik Eriksen, fra Brædstrup kommer styrmand og tubaspiller Michael Vestergaard og så er også Tonemesteren og klarinettisten Kenny Jensen fra Rådved hoppet med på galejen.

Denne brogede flok af garvede jazzulke og en enkelt Benjamin, vil styre publikum sikkert gennem traditionelle jazzklassikere som f.eks. When The Saint's, You Are My Sunshine, Everybody Loves Saturday Night, Nyboders Pris og When You're Smiling. Der bliver dog også plads til et par enkelte svinkeærinder omkring lidt mere ukendte numre som f.eks. Wild Cat Blues, A Little Bamboo Brigde og My Little Bimbo, eller som den hedder i Kapelmesterens danske oversættelse "Min lille Bimbo":

Flere af orkesterets medlemmer har en dunkel fortid i det nu hedengangne showjazzorkester Jazznødderne, så der bliver med garanti også plads til et lille smil, en sjov tekst og en lille spids underfundighed ind i mellem, men ellers lover orkesteret officielt, at der er tale om dejligt swingende og dansevenligt traditionel jazzmusik.

Læs mere...

Arrangører

Log på